Skilte og facader i Hjørring Kommune

Vil du sætte skilte op eller ændre facaden på din bygning? Så er det vigtigt at kende de regler og retningslinjer, der gælder i Hjørring Kommune. Reglerne afhænger af, om din ejendom ligger i en by, en landsby eller i det åbne land.

Herunder kan du finde information om, hvad du skal være opmærksom på, og hvem du kan kontakte, hvis du har spørgsmål til skiltning og facader.

Læs mere

Reglerne for skilte og facader i byerne i Hjørring Kommune fremgår typisk af lokalplanen for det pågældende område. Man kan tjekke, om der er en gældende lokalplan for sin ejendom via lokalplanportalen.

Gå til lokalplanportalen

Gå til gågaderegulativet og cityguiden

Er der ikke en gældende lokalplan, anbefaler kommunen, at man følger de generelle retningslinjer vedrørende facader og skilte, som fremgår af Kommuneplanens retningslinjer vedrørende skilte og facader. Vælg den kategori, som din ejendom passer ind i. Er du i tvivl, er du velkommen til at kontakte kommunen.

Gå til retningslinjerne i Kommuneplanen vedrørende skiltning

I landsbyer og i mindre bysamfund ligger de forskellige anvendelser ofte side om side. Det er derfor vigtigt, at skiltningen udføres med størst mulig respekt for nærmiljøet. Udgangspunktet er, at der i forbindelse med erhverv, foreninger, butikker m.v. må udføres diskret skiltning. For større virksomheder og erhverv kan en lokalplan give mulighed for yderligere skiltning.

Ved skiltning i landsbyer anbefaler kommunen, at man følger retningslinjerne i Kommuneplanen vedrørende skiltning i landdistrikter.

Gå til retningslinjer i Kommuneplanen vedrørende skiltning i landdistrikter.

I Danmark er der generelt et forbud mod at opsætte skilte, reklamer, plakater, afbildninger m.v. i det åbne land. Der er dog undtagelser fra forbuddet, når det drejer sig om trafiksikkerhedskampagner, valgplakater, skiltning til lokale arrangementer m.v. og mindre oplysningsskilte om næringsdrift eller virksomheder. Reglerne fremgår af Naturbeskyttelseslovens § 21.

Gå til Retsinformation - Naturbeskyttelsesloven

Mindre oplysningsskilte om næringsdrift og virksomheder

Loven giver mulighed for, at virksomheder i det åbne land må opsætte mindre, skilte med virksomhedens navn og logo eller om sæsonbetinget salg af f.eks. frugt og grønt, udlejning af værelser mv. ved indkørslen til ejendommen.

Virksomheder i det åbne land må desuden opsættes virksomhedsreklamer i umiddelbar tilknytning til virksomheden (på eller ved bygningerne), når de ikke virker dominerende i landskabet.

Hvordan må et skilt ved vejen se ud og hvor må det sættes?

Et mindre oplysningsskilt må udelukkende oplyse om virksomhedens navn, logo, adresse og art eller produktion og skal opfylde følgende:

  • Oplysningsskiltet må ikke være mere end 1 m over terræn.
  • Oplysningsskiltets størrelse skal tilpasses omgivelserne og må ikke overstige 0,25 m².
  • Oplysningsskiltets bundfarve og skriftfarve skal være afdæmpede og må ikke belyses.

Oplysningsskiltet må placeres ved indkørslen til egen ejendom fra nærmeste offentlige vej eller private fællesvej. Hvis skiltet ikke opsættes på egen grund, kræver det accept fra ejeren.

Spørgsmål vedrørende skiltning i byer, landsbyer og i det åbne land kan rettes til Team Plan på plan@hjoerring.dk

Skilte, der har til formål at henvise til en virksomhed fra eksempelvis større veje, i vejkryds eller lignende, betegnes som servicevejvisning.
Det er kommunens vejmyndighed, der træffer afgørelse om, hvor der kan opsættes servicevejvisning.

Kommunen kan mod betaling opsætte skilte til alle typer af virksomheder af turist-, fritids- eller erhvervsmæssig karakter samt almene institutioner, anlæg og kulturelle institutioner. På den kommercielle servicevejvisning kan der benyttes virksomhedsnavn, men logo må ikke anvendes.

Kontakt kommunens vejmyndighed, Trafik og Veje, på vores email materielgaarden@hjoerring.dk, hvis du vil undersøge muligheden for en servicevejvisning.

Kontakt

Skriv til Team Plan
 

Kontakt

Skriv til Trafik og Veje