MitID Erhverv for virksomheder og foreninger

Hvad er MitID Erhverv?

MitID Erhverv er til alle virksomheder, foreninger og myndigheder, som har medarbejdere eller brugere, der skal logge ind på offentlige selvbetjeningsløsninger og underskrive digitalt med MitID.


Få mere at vide om MitID Erhverv

 

MitID 

Du har to muligheder for at få MitID: 

Få MitID med pas: 

  • Du kan bruge dit pas og MitID appen til at få MitID. MitID appen kan aflæse en chip i dit pas og dermed bekræfte, hvem du er. Det kan være et alternativ til at gå i Borgerservice. 

Få MitID i Borgerservice:

  • Du kan få MitID i Borgerservice. Husk at bestille tid i Borgerservice og medbringe gyldig legitimation. 

Læs mere om, hvordan du får MitID på MitID.dk

Har du brug for hjælp til MitID, så kan du kontakte MitID support. Ring på telefon +45 33 98 00 10 eller skriv en besked.  

Du kan også finde svar i hjælpeuniverset på MitID.dk.

Du kan også bede om hjælp hos nogen, du stoler på. Det kan være et familiemedlem eller en god ven. Du kan fx få MitID ved at låne vedkommendes telefon. Bare husk, at du ikke må dele: 

  • dine koder
  • din MitID app, -kodeviser eller -kodeoplæser
  • dit bruger-ID – undtagen med supporten, hvis du selv kontakter den.

På MitID.dk kan I læse mere om, hvordan man giver og modtager hjælp.  

Du må gerne hjælpe andre med at få MitID – du kan fx låne din telefon ud. Du må også gerne hjælpe andre med at bruge MitID. Den, du hjælper, må dog ikke dele sine koder eller bruger-ID med dig. Den, du hjælper, må heller ikke udlevere sin MitID app, -kodeviser eller -kodeoplæser.

På MitID.dk kan I læse mere om, hvordan man giver og modtager hjælp. 

MitID er personligt, og det er vigtigt, at du passer godt på det. Følg derfor disse råd:

  1. Vis aldrig dine koder til andre
  2. Udlever aldrig din MitID app, -kodeviser eller -kodeoplæser til andre
  3. Del aldrig dit bruger-ID med andre – undtagen med supporten, hvis du selv kontakter den
  4. Godkend aldrig noget med MitID på baggrund af fx et opkald, e-mail eller besøg fra nogen, som udgiver sig for at være fra din bank, fra supporten eller noget helt tredje. Du vil aldrig blive kontaktet på den måde
  5. Vær opmærksom på, hvilken handling du er ved at godkende med MitID. Hvis teksten ikke svarer til det, som du ønsker at gøre, eller hvis du ikke selv har igangsat handlingen, skal du lade være med at godkende. 

Hvis du mister din telefon, skal du straks spærre den MitID app, som er tilknyttet den telefon, du har mistet. Det gør du enten på MitID.dk eller ved at ringe til MitID supporten.

Det er en god idé at have MitID flere steder, fx både på din mobil og en tablet. Så har du altid en reserve, og du kan stadig kan godkende med MitID, selvom du mister din mobil med MitID appen på.

Hvis du har mistet din telefon med MitID appen, og du ikke har et alternativ som fx en kodeviser, så kan du få aktiveret en ny MitID app på to måder: Du kan enten scanne dit pas og ansigt med MitID appen og på den måde få aktiveret en ny app, eller du kan få en ny aktiveringskode hos Borgerservice, som du kan bruge til at aktivere din nye app. 

Hvis du har MitID app, kan du logge ind på MitID.dk og bestille en ny kodeviser eller kodeoplæser. Hvis du ikke har MitID app, skal du henvende dig i Borgerservice.

Læs mere på MitID.dk 

Hvis du er virksomhedsejer eller har fuld tegningsret i en virksomhed, kan du nøjes med at bruge dit private MitID, når du skal tjekke Digital Post, indberette moms eller betale faktura på vegne af din virksomhed. Det er den løsning, der hedder MitID privat til erhverv.

Du kan automatisk bruge MitID i erhvervsmæssig sammenhæng, så snart du som privatperson har fået MitID, og skal altså ikke foretage dig yderligere.

MitID Erhverv til virksomheder og foreninger

Har du medarbejdere i din virksomhed eller medlemmer i din forening, der skal læse Digital Post, søge barselsrefusion eller logge på øvrige offentlige selvbetjeningsløsninger på vegne af organisationen. Så skal I fremover benytte MitID Erhverv, der erstatter NemID medarbejdersignatur.

I frivillige foreninger samt alm. foreninger, andelsforeninger og særlige foreninger kan foreningsrepræsentanten nøjes med at benytte sit private MitID. Foreningen skal registrere én foreningsrepræsentant i CVR, og det er denne foreningsrepræsentant, der alene kan gøre brug af sit private MitID. 

Skal flere medlemmer i foreningen læse Digital Post og logge på øvrige offentlige selvbetjeningsløsninger på vegne af foreningen skal de gøre brug af MitID Erhverv. Foreninger med begrænset ansvar (erhvervsdrivende foreninger) skal også anvende MitID Erhverv.  

Hvis I er flere personer i samme husstand, som fx benytter den samme tablet, kan I bruge den samme MitID app. I skal bruge hvert jeres bruger-ID, da man kun må bruge sin egen MitID-identitet. Hvis I bruger den samme app, kan I derfor ikke bruge ansigtsgenkendelse eller fingeraftryk til at åbne MitID appen med. 

Indhold leveret af Borger.dk