Jordforurening

Jordforurening kan være til skade for mennesker og miljø. For at forhindre de skadelige virkninger, er det vigtigt at vide, hvor forureningerne er.

Det er Region Nordjylland, der kortlægger de grunde, hvor man enten forventer, eller hvor man ved, at jorden er forurenet. 

I henhold til jordforureningsloven kortlægger man på to niveauer:

  • Vidensniveau 1 (V1): En ejendom kortlægges på vidensniveau 1, når der er faktisk viden om, at der har været en branche eller aktivitet på ejendommen, som gør at den kan være forurenet.

  • Vidensniveau 2 (V2): En ejendom kortlægges på vidensniveau 2, når der er oplysninger om eller konstateres, at der er en forurening på ejendommen, som kan udgøre en miljø- eller sundhedsmæssig risiko. Kortlægningen udgør grundlaget for Regionens nødvendige overblik over truslerne fra forureninger. Regionen fortsætter kortlægningsarbejdet, og det forventes, at Regionen i de kommende år får kendskab til nye stoffer og brancher, som udgør en risiko og derfor skal kortlægges.

Læs mere

Du skal have tilladelse efter jordforureningslovens §8, hvis du skal udføre bygge- og anlægsarbejde på en kortlagt grund.

 tilladelsen kan kommunen i samarbejde med Region Nordjylland stille vilkår, der skal forebygge, at mennesker eksponeres for forurening fra jord og grundvand.

Vilkårene afhænger af den forurening, der formodes at være på grunden (V1) eller er konstateret på grunden (V2).

Tilladelsen gives sammen med byggetilladelsen.

Husk 50 cm reglen, når du bygger

I forbindelse med bygge- og anlægsarbejder på den ubebyggede del af et areal der allerede anvendes til:

  • Bolig 
  • Børneinstitution
  • Off. legeplads
  • Kolonihave
  • Sommerhus

skal ejeren eller brugeren på det berørte areal sikre enten at det øverste 50cm jordlag ikke er forurenet eller at der er varig fast belægning.

Bygge- og anlægsarbejder, som ejeren eller brugeren af en- eller tofamilieshuse (parcelhuse) udfører på ejendommen, er ikke omfattet af kravet, medmindre der er tale om opførelse af ny bolig.

Reglen gælder overalt. Den har især betydning i de områder, der er klassificeret som lettere forurenede i medfør områdeklassificeringen.

Hvis jorden på det konkrete areal ikke er forurenet, vil reglen automatisk være opfyldt. Er jorden forurenet, skal der etableres et lag ren jord på mindst 50cm, enten ved at det øverste lag forurenet jord udskiftet med ren jord, eller ved at der lægges et lag ren jord oven på den eksisterende jord.

Alternativt kan der etableres en "varig fast belægning". Det afgørende her er, at belægningen effektivt hindrer kontakt med den underliggende forurenede jord.

Reglen skal altid være opfyldt, ikke kun ved anlægsarbejdets afslutning. Det betyder, at hvis laget på de 50 cm ren jord efterfølgende er blevet reduceret ved slid eller lignende, skal det retableres.

På samme måde, skal en belægning, der ikke er intakt, udbedres. Hvis det rene lag eller belægningen fjernes helt eller delvis, fx ved et gravearbejde, skal den påkrævede tilstand genskabes.

Hvis tilgængelig jord efterfølgende er blevet forurenet, fx ved spild, skal der ligeledes ske udbedring.

Reglen er udformet som en pligtregel. Reglen forpligter altså direkte den til enhver tid værende ejer eller bruger til at sørge for, at reglen er opfyldt. I sin udformning minder reglen om mange af reglerne i Bygningsreglementet, der også skal følges umiddelbart af den, der bygger.

Der er ikke fastsat retningslinjer for, hvordan ejeren eller brugeren skal sikre sig, at jorden på arealet ikke er forurenet. Der er heller ikke retningslinjer for, hvordan ejeren eller brugeren skal sikre sig, at tilført jord er ren. Det må ejeren eller brugeren selv tage stilling til, evt. efter at have søgt vejledning hos kommunen.

Ansvaret påhviler altid ejeren eller brugeren, uanset om denne har truffet fornuftige foranstaltninger for at opfylde reglen. Hvis han fx har bestilt ren jord til udlægning, og jorden faktisk er forurenet, er det ejeren eller brugeren, der har pligt til at bringe forholdet i orden.

Afgørende for, om jorden kan betragtes som "ikke forurenet", er, at Miljøstyrelsens jordkvalitetskriterier er overholdt.

Hvis jordens forureningsindhold ligger i det interval, der betegnes som "lettere forurenet" ifølge bek. nr. 1519 af 14/12-06 ”om definition af lettere forurenet jord”, er jorden lettere forurenet.

50 cm reglen skal respekteres ved enhver ændring af arealanvendelsen, der resulterer i én af de følsomme anvendelser, der er nævnt ovenfor.

Vigtigst er ændring fra erhverv eller haveformål, men enhver anden tidligere anvendelse, fx fra bolig til børneinstitution eller fra sommerhus til helårsbolig udløser pligt til at respektere reglen.

Jordforureningsloven bestemmer, at et bygge- og anlægsarbejde, som berører en ubebygget del af et areal, der anvendes til én af de følsomme anvendelser, skal afsluttes, så reglen er respekteret på det berørte areal.

Hvis fx en bygning ved en boligbebyggelse rives ned, og arealet inddrages til lege- eller opholdsareal, skal reglen altså respekteres ved færdiggørelsen af arealet.

Om- og tilbygninger samt anlægsarbejder på parcelhuse, nærmere bestemt en- og tofamiliehuse, er undtaget fra reglen.

Man kan altså fx omlægge sin have, etablere en terrasse, en udestue eller en tilbygning uden at sikre ren jord eller fast belægning.

Hvis der derimod bygges et nyt parcelhus eller en selvstændig bygning, skal reglen overholdes på linje med andre byggerier til boligformål.

Hjørring Kommune vedtog i oktober 2009 områdeklassificeringen. Det betød, at ca. 65 % af al byzone blev undtaget af områdeklassificeringen.

Kommunen har valgt at bruge Miljøbeskyttelseslovens mulighed for at opkræve et gebyr for de omkostninger vi har, når vi indfører ordninger som denne.

Gebyret skal dække de omkostninger kommunen har i forbindelse med:

  • Områdeklassificeringen – med- eller undtagningen, regulativarbejdet
  • Jordflytningstilladelser
  • Web-baseret program til anvendelse ved ansøgninger om jordflytning.

Gebyret opkræves for alle de ejendomme, der ligger i et områdeklassificeret område, er lettere forurenet eller for en kortlagt ejendom, som ligger udenfor områdeklassificeringen, og som ejes af privatpersoner.

Ejendomme, der ejes af virksomheder, bliver opkrævet selvstændigt i forbindelse med hver enkelt anmeldelse.

Hvis det drejer sig om en kompliceret jordflytning (f.eks. store mængder, mange typer forureninger) kan kommunen vælge at opkræve et ekstra gebyr.

Gebyret dækker ikke omkostningerne for jordprøver eller anden dokumentation.

Gebyret dækker heller ikke for at komme af med jorden.

Gebyret dækker alene for at få en tilladelse til jordflytning.

Nej.

Man kan kun blive fritaget, hvis ens ejendom ikke længere er kortlagt i hht. Jordforureningsloven.

Man kan som enkelt ejendom ikke blive udtaget af områdeklassificeringen, da den gælder for områder og ikke for enkelt ejendomme.

Forurening af jorden kan skade drikkevandet og menneskers sundhed.

Læs mere på borger.dk

Ring til os

Ring til Team Miljø

72 33 67 50

 

Skriv til os

Skriv til Team Miljø

teammiljoe@hjoerring.dk